Under statsministerens Tale til Nationen i går aftes sukkede jeg sammen med tusindvis af andre. Jeg savner min hverdag og mine klienter og havde håbet på, at planen om en forsigtig genåbning af Danmark havde haft mig og mine med i tankerne.

Sukket stivnede i halsen som talen skred frem. Da Mette Frederiksen begyndte at tale om, at at vi "ikke kommer til at vende tilbage til det Danmark, som det var før den 6. marts" og at "vi skal - måske for altid - vænne os til at omgås hinanden på nye måder", var min hals helt stiv. Jeg kan ikke forestille mig sådan en hverdag.

Jeg sad længe oppe i går aftes og virrede med hovedet. Meningen i mit liv er ikke bare øjenkontakten, men også et klem på skulderen, når det passer sig. Og en hånd i ryggen. For ikke at sige håndtrykket. Nærværet. Kontakten. At overskride den formelle grænse og være tilstede sammen.

Det er det fineste, vi kan forære hinanden. Og den bedste forudsætning for, at jeg kan forstå mine klienters ønsker og behov og gøre mit arbejde godt nok. Jeg er ikke den store krammer. Det er ikke det, jeg mener.

I går aftes manglede jeg ordene. Jeg har stadigvæk ikke mit eget sprog for, hvad det er, jeg frygter for den fremtid, statsministeren antydede. Men det er der andre, der har.

Derfor skrev jeg lige før til Svend Brinkmann og spurgte, om jeg måtte dele det Facebook-indlæg, som han skrev i morges. Det måtte jeg gerne.

Poeten Lola Baidel beskrev allerede den 21. marts det lydbillede, der afstedkommes for hende af afstanden. Det har jeg også netop fået lov at dele.

Det handler om det, at være mennesker sammen - og på hvilken måde.

Svend Brinkmann, Facebook, 7. april.

Jeg må indrømme, at jeg blev ramt af mismod efter de seneste udmeldinger fra statsministeren. På kort sigt lysner det tilsyneladende med en forsigtig og gradvis genåbning efter påske. Alligevel blev jeg temmelig nedtrykt, og jeg tror, det skyldes de langsigtede perspektiver.

Mette Frederiksen har slået fast, at vi kommer til at lægge store dele af vores almindelige liv om: “Vi kommer ikke til at vende tilbage til det Danmark, som det var før 6. marts.” Her har hun ikke sat udløbsdato på, og det er svært at udlede andet, end at vi måske for altid skal tage nye forholdsregler i mødet med andre. I hvert fald indtil der kommer en vaccine, og selv herefter kan virus jo mutere.

Her i Løgstrups eget land ved vi, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dette menneskes liv i vores hånd. Af det udspringer den elementære etiske fordring om at bruge magten til den andens bedste. Det følger deraf, at hvis ikke vi har med andre mennesker at gøre - nærværende, levende andre mennesker - så fortoner den etiske fordring sig. Spontane livsytringer som tillid, barmhjertighed og åbenhed lever i virkelige mellemmenneskelige møder. Hvad vil mon ske med disse etikkens byggesten, når vi uden udløbsdato skal holde afstand og implicit betragte den anden som en potentiel smittebærer? Hvad vil der ske med vores blik på den anden?

Vi er alle dybt bekymret for folkesundheden og de dystre konsekvenser for økonomi og arbejdspladser, og jeg ønsker egentlig ikke at føje nye bekymringer til. Men hvis ikke vi er opmærksomme på, hvad nedlukningen kan betyde for vores etiske liv, har vi ingen chance for at gardere os. Den midlertidige undtagelsestilstand må ikke blive en etisk undtagelsestilstand uden udløbsdato.

Det kan måske synes som en abstrakt bekymring i forhold til de mere konkrete om sygdom og arbejdsløshed. Men det er i mine øjne alvorligt: Hvis vi vænner os til at møde hinanden med mistillid, og hvis den barmhjertige samaritaner først skal tænke på håndsprit og visir, ja, så frygter jeg at noget af det mest dyrebare i vores liv går tabt.

Løgstrups tanker passer godt til Danmark pga. vores høje grad af tillid og åbenhed. I disse uger står vi sammen om en nærmest ubetinget vertikal tillid til myndigheder og regering. Det er på mange måder godt, men vi kommer til at kæmpe for at opretholde den mere horisontale tillid til hinanden i dagliglivet, civilsamfundet og offentligheden. Jeg håber, at den dimension kan få plads i den kommende tids diskussioner. Jeg vil i hvert fald forsøge at bidrage til det.

Lola Baidel, Facebook, 21. marts.

Jeg er begyndt at høre stemmer.

Nej ikke herhjemme. Men når man nu er på solo "afstandspromenade" sammen med alle de andre ude i samme ærinde, så hører man brudstykker af samtaler, eller stemmer der taler, uden at man kan høre ordene.

Det bliver en stemmesymfoni.

Ens stemme-arkiv udvides og kategoriseres efter indeholdte følelser, volumen, pauser, magtforhold osv osv.

Jeg er begyndt at lægge mærke til elementer som indeklemthedsgraden, fjendtlighedsgraden, den logrende undertone der afslører at den talende gerne vil anerkendes, den belærende, den irriterede afvisende klang og fortroligheden.

Det er ikke til at skjule at en del af økulleren fra de nu pludseligt alt for små lejligheder, er med i snor. 

En ny oplevelse. Ikke en jeg havde hverken ønsket eller forudset. Men helt klart en oplevelse.