Jeg læste for seks år siden en kommentar til en artikel af Astrid Bigoni i Dansk Musiker Forbunds elektroniske blad, Musikeren. En kommentar, der sendte mig i en tilstand af total bjergtagethed de efterfølgende timer.

Artiklen, jeg læste, hed ’Musikskolelærere overskrider dagskvote for lydtryk i løbet af 45 minutter’.

Det betyder, at efter blot 45 minutter kan musikskolelæreres ører ikke tåle mere høj lyd for dén dag uden risiko for skade på hørelsen.

Kommentaren, der fulgte under artiklen fra en af dansk musiks Grand Old Men, lød bl.a.:

"Der er mange gode kræfter der arbejder på at skabe klarhed over hvorfor musik IKKE er så skadeligt som støj. Hvis det var 100% sammenligneligt med støj så ville høretab og tinnitus være voldsomt mere udbredt end det er aktuelt".

Det er en spændende tanke for en audiolog, for er der noget om den snak, vil hele mit verdensbillede brase sammen.

Og da jeg dengang var engageret til jævnligt at punktere musikermyter i bladet, var månedens opgave klar.

Jeg kontaktede derfor en sindig nordjyde, der har en dybt funderet viden om lyd og støj, nemlig Gert Ravn fra Delta, Odense Universitetshospital.

Gert popper altid op, når vi taler om støj. Han fungerer bl.a. som særlig sagkyndig for Sundhedsstyrelsen og –ministeriet på det audiologiske område.

Ham holdt jeg mig til, mens jeg googlede emnet som gjaldt det livet og kort fortalt kulminerede vores mailkorrespondance, da Gert fyndigt satte et punktum med udsagnet: “ja, der er mere mellem himmel og hørelse, som endnu ikke er helt afklaret”.

Hvad får en empirisk ingeniør og Senior Technology Specialist til at skrive sådan?

For omkring otte år siden lavede Politiken Research en interessant undersøgelse om musikeres arbejdsliv, der naturligvis bl.a. handlede om høretab og tinnitus.

Denne undersøgelse blev fulgt op af en artikel i Politiken af Sandra Brovall med den spændende titel ’Musikere: God musik skader ørerne mindre’.

Her fortalte Ph.D., overlæge Jesper Hvass Schmidt – som dengang arbejdede på Klinik for Musikersundhed på Odense Universitetshospital – om en undersøgelse, han havde lavet med ti forsøgspersoner, der i to gange ti minutter først lyttede til rockbandet Nirvanas velproducerede ’Smells Like Teen Spirit’ ved 100 dB (meget højt!) og som derefter lyttede til støj på 100 dB. Støjen var en fragmenteret udgave af det samme musiknummer, så musikkens elementer nu fremstod som susende støj.

Det viste sig, at hvor han kunne måle, hvad audiologer kalder et ’temporært tærskelskifte’, altså en midlertidig (lille) hørenedsættelse efter at forsøgspersonerne havde lyttet til støjen, var denne tendens ikke lige så udbredt efter at de havde lyttet til musikken. Samtidigt oplevede nogle forsøgspersoner deres tinnitus som værre efter at være udsat for støjen end efter at have lyttet til musikken.

Det temporære tærskelskifte er det indre øres geniale måde at beskytte sig på. Hårcellerne lægger sig så at sige fladt ned i en periode og søger dermed at fungere som dæmpere i kampen om at undgå en permanent høreskade. Og når Nirvanas nummer bragede ud af højttaleren ved 100 dB i ti minutter var der så nogle ører, der ikke fandt dette krumspring nødvendigt. Uden at en eventuel tinnitus oplevedes som kraftigere.

Så ja. Der er mere mellem himmel og hørelse, end vi lige forstår.

Vi skal ind og kigge på følelserne. Det limbiske system, en ældgammel del af vores hjerne som styrer vores følelser, ligger tæt på hjernens hørecenter. Og hvor musik, vi kan lide, genererer positive følelser, vækker lyde, vi ikke bryder os om eller som ligefrem skræmmer os, negative følelser.

Det er ikke nogen overraskelse.

Den negative følelse beskytter os – både fysiologisk, ved at hårcellerne agerer som de gør, og adfærdsmæssigt ved, at vi højst sandsynligt bevæger os væk fra den uønskede lyd, hvis vi kan. Til gengæld får den negative følelse os til at fokusere på negative følger generelt, hvilket kan være forklaringen på at nogle oplevede deres tinnitus som kraftigere efter at have lyttet til støjen.

Det, der punkterer myten, er en anden undersøgelse af Jesper Hvass Schmidt om klassiske musikeres høretab, hvor han fandt, at “violinisterne i min undersøgelse fik mere høretab på venstre øre, fordi de holder violinen mod venstre skulder. Det højre øre hører vel den samme gode eller dårlige lyd, men venstre øre skades altså mere, fordi det er udsat for en højere lyd”.

Det høretab genkender jeg fra høreklinikken. Lige som jeg genkender en højrehåndet jæger på, at hans hørekurve viser en kraftigere støjskade på højre øre, som er nærmest geværet.

Opfordringen i min artikel til musikerne var indlysende: Din hørelse er dit værktøj. Så, uanset hvor højt du elsker musikken du spiller og lytter til, så lær, hvordan du beskytter dine ører og brug din viden. Tænk, hvis en kunstmaler kunne miste farvesynet ved slitage på øjnene.