Fotograf: Anja Blaksmark ©

Høreklinikken åbner gradvist op igen. Vi spritter, bruger værnemidler og holder den sociale afstand så vidt, det er muligt.

Sproget følger med tiden. Føjeligt som det er, er sproget vores vigtigste redskab til overhovedet at kunne forsøge at kapere tiden og at kunne stræbe efter at være med i den. I hvert fald som en del af en civilisation.

Et af de nye ord, der i virkeligheden er gammelt, er værnemiddel. Da jeg hørte det første gang på et pressemøde, tog jeg mig selv i at bekymre mig om min dannelse. Det er ikke svært at gætte hvad et værnemiddel er og det står klart, at det er en fagterm, der bringes frem og ind i stuerne – men associationen til værnemager forvirrede mig. Som efterkrigsbarn forstod jeg på de voksnes udtale af værnemager, hvor voldsomt et skældsord det var, før jeg forstod forbrydelsen.

Så jeg slog værnemager op i Ordbog over det Danske Sprog i dag og lærte, at ordet blev introduceret i vores sprog af ingeniør, forfatter og erhvervsmand Erling Foss i 1943. (Erling Foss var bl.a. medstifter af Danmarks Frihedsråd).

Fupmager, Fidusmager. Tænk at opfinde et ord.

Den danske forfatter Merete Pryds Helle har også netop opfundet et ord, læser jeg. Våsefrihed. Frihed til at lade være med at lytte til vås.

Når sproget blomstrer og overrasker os med nye ord, nye billeder, stopper vi op og reflekterer. Så kommer der liv i hjernen.
(Modsat når sproget bliver klichébefængt. Forudsigeligheden keder og tankerne skrumper).

Men. For der er et men (eksempel på kliché-cliff-hanger). Nye ord og nye sætningskonstruktioner stimulerer, overrumpler og forbavser, ja. Men uforudsigeligheden kan også betyde, at vi simpelthen ikke kan høre, hvad der bliver sagt, første gang ordet, sætningen eller navnet bliver brugt.

Og det bliver ikke lettere, når vi ikke hører helt så godt.

Lydbølgerne fra ordet, sætningen, navnet skal måske først bearbejdes af høreapparaterne og glider så ind i øregangen, rammer trommehinden, skubber til hammeren, armbolten og stigbøjlen, stigbøjlen rammer det ovale vindue ind til cochlear, øresneglen, en væske sættes i bevægelse og dér, hvor lydbølgen hører til frekvensmæssigt skaber væsken en bølge, der trykker på en membran, hvorpå der sidder hårceller, der aktiveres og sender neurokemisk besked til hjernen gennem hørenerven. Den neurokemiske besked bliver i hjernens lydhukommelsescenter (auditive cortex) genkendt som et ord, og først nu bliver lydbølgerne til en lyd.

Rakethår??? udbrød Claus, min mand, der ellers bruger veltilpassede høreapparater og er fra Assenskanten. Jeg havde forsøgt at fortælle ham på hjemmelavet, syngende fynsk, at her er kattehår.

Social distance, social afstand  er også rent rakethår – et engelsk begreb, der blev til nonsens, da det blev oversat til dansk. Som journalist Ina Kjøgx Petersen skriver:

”Kære eksperter og gamle journalistkolleger:

Hold nu venligst op med at sige 'social afstand', 'social distancering' osv. Det er en anglicisme, som er upræcis og misvisende.

Sjældent har jeg haft så megen social kontakt med visse familiemedlemmer og visse gamle venner som i den forgangne måned. Gåture, telefonsamtaler, brevveksling.

FYSISK kontakt har jeg derimod ikke haft med andre end min samboende ægtefælle.
Det er det, det hedder: Fysisk afstand.”


Det bliver interessant at se, hvor mange af de nye ord, der overlever Corona.


De bedste hilsener

Regitze


 

STYRK DIN VIDEN OM DIN HØRELSE
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu og glæd dine hjerne- og hårceller.
Please wait