Danmark er i dvale. Vi dvæler.

Katten splatter ud i solen på verandaen. Jeg sidder ved siden af på en stol. Endnu.
Her er ikke stille. Skaden skræpper, Kragen kra'er, stæren snakker og P 1 taler i baggrunden.

Høreklinikken er naturligvis lukket i øjeblikket. Men takket være telefonen, pc’en, internettet og de sociale medier er vi her stadigvæk. Og det har jeg tænkt mig at gøre brug af. I ro og mag.

Vi er mange, der er noget alene for tiden. Lidt for alene. Bruger du høreapparater, har de måske ikke så meget at lave.
Men måske er det nu, du har tiden til at tænke over lyden. Lyden af ro og lyden af liv.
Dine lyde uden høreapparaterne og dine lyde med.
Det kan være, du sørger over tabet af din hørelse, men det kan også være, at du glæder dig over de lyde, der kommer til dig med dine apparater.

I den kommende tid har jeg roen til at fordybe mig i og forbavses over alle aspekterne af lyd. Indre lyde. Omverdenens lyde. Og lydbehandling.

Jeg vil alliere mig med gode fagfolk i mit netværk, der kan gøre os klogere på lyd som sådan, høreapparater som sådan og alt det midt imellem.

Jeg vil pakke min viden i artikler, der kan komme til dig i din mailpostkasse, på min hjemmeside og her på Facebook.
Og jeg leger med tanken om at lave begavede konkurrencer, der handler om lyd, hørelse og høreapparater.

Jeg håber, du har roen til at følge med.


Og nu til noget praktisk for dig, der er klient i Høreklinikken Store Kongensgade

Klinikken er lukket, men jeg er ikke længere væk end din telefon, din tablet eller din computer.

Ringer du til mig, vil du blive modtaget af mit trofaste telefonteam, der sender mig besked om, at jeg skal ringe dig op hurtigst muligt. Skriver du til mig, svarer jeg ligeledes hurtigst muligt. Du kan også sende en sms.

Du kan, som du plejer, bestille voksfiltre og kupler hos mig. Så sørger jeg for, at de bliver sendt direkte til dig fra producenten.

Fungerer dit høreapparat ikke, hjælper jeg dig - Danmark er ikke lukket helt ned og jeg kan stadigvæk tage affære.

Trænger du til en justering af dine høreapparater og er de af fabrikatet Oticon og hedder de Opn eller Opn S, har vi mulighed for at mødes online i et fjernbetjent justeringsmøde, hvis du har en smartphone.
Det er spændende. Jeg er blandt de første herhjemme, der har den mulighed.

Tak fordi du læste med så langt.
Vi høres ved. Og vi ses på den anden side.

De bedste hilsener
Regitze

 

STYRK DIN VIDEN OM DIN HØRELSE
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu og glæd dine hjerne- og hårceller.
Please wait